"Jeg gled, da jeg drejede for hurtigt om hjørnet, og før jeg vidste af det, lå jeg med munden fuld af smat og spyttede som en hund, der har sat tænderne i en rådden rotte. Forbandede vejr."
- Smertensbarn, kapitel 1.
- Smertensbarn, kapitel 1.
Titel: Den Grønne Ø 1: Smertensbarn
Sidetal: 264
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2012
Synopsis:
Som datter af byens høvding pålægges vikingepigen Gyrith ansvaret for at bede om Frejas velsignelse igennem årets sejdrejse. Med sit iltre temperament formår Gyrith dog langt fra at skaffe sig en velsignelse - tværtimod må hun flygte fra Asgård med en rasende gudinde i hælene. Ikke nok med, at Freja nu ønsker Gyrith død, vil hun personligt sørge for, at alle dem, Gyrith elsker og nogensinde kommer til at elske, vil blive taget fra hende.
Min vurdering:
Fra det øjeblik, jeg så Smertensbarn stå på fremvisningshylden på det lokale bibliotek, vidste jeg, at jeg måtte have fingrene i den. Titel og forside gik direkte i hjertet på mig. Og da jeg for ikke så længe siden så de tre første bøger i serien smile til mig fra Arnold Buscks fantasyafdeling, ja, så måtte jeg jo eje dem. Hjem kom de da også samme dag.
På nuværende tidspunkt er jeg nået ca. 1/3 igennem bog to (Blodvarslet), og jeg må tilstå, at jeg skammer mig lidt. Jeg begik den fejl at forvente en helt bestemt slags historie, og den har jeg ikke fået (Her kan man tale om at være gedigen klassisk fantasyfan - eller mere specifikt, vanemenneske).
Min store svaghed er alt, hvad der minder om Josefine Ottesens og Lene Kaaberbøls bestsellers. Nu sidder jeg med en serie, der er helt sin egen, hvilket selvfølgelig er fedt, men jeg kan mærke, at jeg må tage mig sammen og indse, at der nok ikke bliver skrevet mere i stil med Skammerens datter, Dæmonernes hvisken, Sølvhesten og Ainshas historie. På den ene side gør tanken mig lidt ked af det, eftersom det virkelig er den "feeling" i nævnte serier, der ligger til inspiration for mine egne skriverier. På den anden side er jeg taknemmelig over at have fået "én over snotten", hvad min opfattelse af fantasy angår. Som (forhåbentlig) fremtidig forfatter er det vigtigt, at jeg ikke dvæler ved fortidens tendenser, men derimod imødekommer den litterære udvikling - og accepterer, at udviklingen også kan gå i flere retninger.
For at vende tilbage til historien om vikingepigen Gyrith, så vil jeg sige, at jeg nærer stor respekt for Finderup grundet hendes valg af emne og eksperimenteren med at kombinere klassiske og moderne elementer. Jeg tror, jeg kan lære meget af at læse serien, og så håber jeg, at hun kan vise Danmarks fantasylæserskare, at der stadig kan ligge en god historie i en gammeldags verden, og at vi ikke behøver at overhale vores egen tidsalder for at blive underholdt.
For at runde afsnittet af med en mere konkret vurdering...:
På nuværende tidspunkt er jeg nået ca. 1/3 igennem bog to (Blodvarslet), og jeg må tilstå, at jeg skammer mig lidt. Jeg begik den fejl at forvente en helt bestemt slags historie, og den har jeg ikke fået (Her kan man tale om at være gedigen klassisk fantasyfan - eller mere specifikt, vanemenneske).
Min store svaghed er alt, hvad der minder om Josefine Ottesens og Lene Kaaberbøls bestsellers. Nu sidder jeg med en serie, der er helt sin egen, hvilket selvfølgelig er fedt, men jeg kan mærke, at jeg må tage mig sammen og indse, at der nok ikke bliver skrevet mere i stil med Skammerens datter, Dæmonernes hvisken, Sølvhesten og Ainshas historie. På den ene side gør tanken mig lidt ked af det, eftersom det virkelig er den "feeling" i nævnte serier, der ligger til inspiration for mine egne skriverier. På den anden side er jeg taknemmelig over at have fået "én over snotten", hvad min opfattelse af fantasy angår. Som (forhåbentlig) fremtidig forfatter er det vigtigt, at jeg ikke dvæler ved fortidens tendenser, men derimod imødekommer den litterære udvikling - og accepterer, at udviklingen også kan gå i flere retninger.
For at vende tilbage til historien om vikingepigen Gyrith, så vil jeg sige, at jeg nærer stor respekt for Finderup grundet hendes valg af emne og eksperimenteren med at kombinere klassiske og moderne elementer. Jeg tror, jeg kan lære meget af at læse serien, og så håber jeg, at hun kan vise Danmarks fantasylæserskare, at der stadig kan ligge en god historie i en gammeldags verden, og at vi ikke behøver at overhale vores egen tidsalder for at blive underholdt.
For at runde afsnittet af med en mere konkret vurdering...:
- Sprogligt set befinder Finderup sig et sted, hvor hun ikke kan væltes af pinden. Det er en fornøjelse at læse en fantasybog skrevet med et sprog, der hverken fordummer eller overbebyrder læseren (antaget at læseren befinder sig i udskolingen og deromkring). Hermed ikke sagt, at der ikke kommer nogle sproglige konstruktioner, der fascinerer og belærer. Jeg har i hvert fald ikke kedet mig.
- Bogen indeholder nogle scener, der grænser op til det barbariske, og Finderup formår at få læseren til at rynke på næsen med sine lidt grænseoverskridende beskrivelser. Især en bestemt dødsscene med en fladklemt/knust krop fik det næsten til at vende sig i maven på mig. Fedt at have den effekt på læseren.
- Historien i sig selv har jeg endnu svært ved at placere. Jeg bliver nødt til at se bog et i kontekst med resten af serien for at få følingen på, hvor vi er på vej hen, idet der ikke bliver "lukket af" på samme måde som eksempelvis i slutningen af hver Skammer-bog. Nej, når man har klappet den færdiglæste bog et sammen, bliver man nødt til at samle bog to op med det samme. I mangel på andet kan jeg vel konkludere, at det er en god ting.
- Bogen vil blive anbefalet videre til folk med interesse for fantasy, omend med kommentaren, at der her er tale om en ret unik vinkel på genren, og at læseren ikke må begå samme fejl som jeg.
Undervisningspotentiale:
Det er ikke min overbevisning, at Smertensbarn befinder sig i kategorien for undervisningsegnet skønlitteratur. Som fantasy er historien en kende atypisk (som nævnt blandes der elementer fra moderne og klassisk fantasy, der resulterer i en helt ny læseroplevelse - for mig i hvert fald), og i et forløb med fantasygenren ville jeg som lærer være tilbøjelig til at falde tilbage på en af "klassikerne". Jeg kan dog se et sammenligningspotentiale, skulle man gå mere i dybden med fantasy som genre. Der er bemærkelsesværdige elementer i Smertensbarn, der springer den typiske fantasyramme, og disse kunne være interessante at drøfte med klassen for at give eleverne et andet blik på, hvordan moderne fantasy kan se ud.
Helt konkret kan bogen benyttes i forhold til Berettermodellen, mens jeg ikke ser det større potentiale i forhold til Aktanmodellen eller "harmoni-disharmoni-harmoni"/"hjem-ude-hjem"-strukturen (- den sidstnævnte kan måske anvendes over serien i sin helhed, men det er endnu umuligt at sige).
Min konklusion herpå lyder således, at Smertensbarn bør læses for fornøjelsens skyld eller som frilæsning (almen læsetræning).
Helt konkret kan bogen benyttes i forhold til Berettermodellen, mens jeg ikke ser det større potentiale i forhold til Aktanmodellen eller "harmoni-disharmoni-harmoni"/"hjem-ude-hjem"-strukturen (- den sidstnævnte kan måske anvendes over serien i sin helhed, men det er endnu umuligt at sige).
Min konklusion herpå lyder således, at Smertensbarn bør læses for fornøjelsens skyld eller som frilæsning (almen læsetræning).
Afsluttende vil jeg dog trække et par interessepunkter frem i lyset: Måden, hvorpå forfatteren anvender sin research (uden at det tager overhånd); den atypiske fremstilling af de nordiske guder; samt det anvendte (især talte) sprog i romanen.
Uddrag fra et interview med forfatteren:
(udvalgt på baggrund af interessepunkter)
Har du researchet meget om Vikingetiden? Er Smertensbarn en historisk roman?Jeg har researchet en del, og jeg har haft min gamle veninde, Alex Uth, der er reenactment-viking i sin sommerferie og både har fungeret som skjoldmø og farverkone, til at læse mit manus og rette de værste svipsere. Men Smertensbarn er ikke en historisk korrekt roman. Man kan ikke læse Smertensbarn og så tro, man nu ved lige præcis, hvad der foregår i vikingetiden, for der er også meget, jeg selv finder på undervejs. Man kan måske sige, bogen er skrevet i relativ vinkingetid. Gyriths by findes for eksempel ikke i virkeligheden, og byer på lige præcis den her størrelse var virkelig sjældne, hvis de overhovedet fandtes.Der findes romaner, hvor de historiske detaljer fylder så meget og er så præcise, at jeg synes, det bliver en hæmsko for historien. Pludselig kan det føles, som om man ikke læser en bog, men nærmere er på museuem, og som om det er detaljerne og ikke hovedpersonen, der har været vigtigst for forfatteren.
Hvorfor snakker de så moderne i Smertensbarn? Sådan talte man da ikke i Vikingetiden?Nej, man sagde nok ikke narrøv i Vikingetiden. :-) Men det sjove er jo, at man heller ikke nødvendigvis sagde "Vær Hilset, Høvdingejomfu" eller '"Jeg ihukommer intet om en sådan aftale." Læserne og forfattere er bare ligesom blevet enige om, at det er 'den rigtige' måde, når man skriver fantasy eller mytiske fortællinger.Når jeg begynder på en roman, prøver jeg at give mig selv nogle udfordringer i skriveprocessen, og i Smertensbarn arbejder jeg en del med sproget og på bevdst at gøre det (mere) moderne. Jeg synes, det falske opstyltede sprog meget let bliver en klods om benet på personer og fortælling, og at det i det lys er bedre at gøre det tydeligt, at sproget netop ikke er autentisk i stedet for at lade, som om det er. En af pointerne i Smertensbarn er netop, at Gyrith slås med ting, som helt almindelige nutidige piger også slås med. Selvfølgelig havde man også kærestesorg og var angst eller lykkelig i vikingetiden. Og jeg tror faktisk også, at vikingepiger blev virkelig vrede og kaldte deres mor 'narrøv'. De brugte nok bare et vikingeord for det, som vi ikke længere kender til.
Læs det fulde interview her:
