Kunsten at græde i kor

"- De græder ikke. Se, de går og smiler.

- Vent nu og se, siger han opmuntrende.

- Måske er de ikke missionske? spørger jeg. Det er den eneste forklaring, jeg kan finde. Ikke alle i byen er missionske, men far plejer at sige, at det er fordi alle ikke har set livets alvor i øjnene. Når man først har det, må man uvægerligt folde hænderne. Bare far nu kan få dem til at se livets alvor i øjnene, tænker jeg."

- Kunsten at græde i kor, kapitel 3.

Forfatter: Erling Jepsen
Titel: Kunsten at græde i kor
Sidetal: 214
Forlag: Borgen 
Udgivelsesår: 2002

Synopsis:

En særlig familie fra 60'ernes Sønderjylland: En far, hvis hobby er at få andre til at græde i kor. En mor, der vrider viskestykker eller bager smørboller, når hun er usikker. En datter, der sover i seng med faren om natten, fordi hun ikke tør sige nej. Og en dreng, der lader sig slå for at hjælpe på farens humør, når han da ikke beder til Tarzan om, hvem der skal dø næste gang.

Kunsten at græde i kor er en forunderlig historie om familie, loyalitet og ansigtet udadtil - alt fortalt fra en 11-årigs skæve, men til tider rammende verdenssyn.

Min vurdering:

Kunsten at græde i kor er ulig andet, jeg nogensinde har læst (men det er jo heller ikke så besynderligt, når jeg primært holder mig til fantasygenren). Som læser kastes man ind i en ret så usædvanlig familie, som måske ikke er så usædvanlig igen taget tiden i betragtning: En far, der styrer hjemmet med hård hånd; en mor, der holder sig i baggrunden under konflikter; en datter, der ikke har så meget at skulle have sagt; og en søn, der idoliserer sin far i sand "Hvad fatter gør, er altid det rigtige"-stil. Læseren bliver hurtig opmærksom på, at der er noget grueligt galt i den familie, men gennem den 11-årige jeg-fortæller normaliseres farens handlinger, hvilket er så bizart, at det fremstår direkte morsomt. Biproduktet er en form for sympati, som man godt ved, man ikke burde have, men jeg-fortællerens uskyld og retskaffenhed hvidvasker farens handlinger og vredesudbrud på en måde, der gør bogen til noget ganske særligt. Autentisk, frygtelig og tankevækkende. Det har været noget af en litterær oplevelse for mig at se, hvordan man via en nøje tilrettelagt fortæller kan manipulere så meget med et handlingsforløb og læseren.

Undervisningspotentiale:

Som udgangspunkt er jeg ikke tilhænger af idéen med at anvende bogen i en undervisningssammenhæng. Nok indeholder den værdifulde elementer, men hverken på et dannelsesmæssigt eller danskfagligt plan kan jeg sætte fingeren på noget konkret. For mig har bogen primært udgjort et underholdningsmiddel, og skulle der være nogen danskfaglig læring at hente i et undervisningsforløb med bogen, befinder disse værdier sig på så højt et litterært plan, at det alligevel vil være irrelevant selv på 9. klassetrin.