Opgørelse - Læste sider

Skønlitteratur:

• Intet: 116
• Smertensbarn: 264
• Kunsten at græde i kor: 214

I alt: 594 sider


Faglitteratur:

• Procesorienteret litteraturpædagogik: 210
• Læsning og skrivning i alle fag: 238
• Giv bøgerne din stemme: 44

I alt: 492 sider

Sammenlagt: 1086 sider

"[...] I begyndelsen af dette årtusinde bliver begrebet "literacy" helt central. Ordet, som vi i Danmark hidtil har oversat med "læsning og skrivning", rummer en tredje dimension, som peger på, at læse- og skrivefærdigheder har en dannelsesfunktion, som gør den enkelte i stand til at deltage i og begribe den virkelighed, han eller hun er en del af."

- Læsning og skrivning i alle fag: Fra læsning til literacy, side 14.

Forfattere:

Anders Bondo Christensen, Klara Aalbæk Korsgaard, Ruth Mulvad, Eva Maagerø, Lene Herholdt, Fie Høyrup, Lena Bülow-Olsen, Frants Mathiesen, Lone Skafte Jespersen, Anne Risum Kamp, Bodil Nielsen, Susanne Karen Jacobsen, Jette von Holst-Pedersen, Ole Goldbech, Kaare Øster, Peter Bejder, Sten Larsen, Kirstine Kabel, Mette Rose Eriksen, Sofia Esmann, Michael Wahl Andersen, Trine Kjær Krogh og Maja Rørvig Abildgaard

Titel: Læsning og skrivning i alle fag
Sidetal: 238
Forlag: Dafolo
Udgivelsesår: 2012

Min vurdering:

Bogen er opdelt i artikler, der hver især har sit fokuspunkt, men alle deler den røde tråd literacy i de forskellige fag. Som udgangspunkt er forfatterne også gode til at henvise til hinandens artikler eller de forskellige modeller/skemaer i bogen, hvilket skaber en bedre forståelse for sammenhængen. Artiklerne er opdelt i overskuelige afsnit med meningsgivende underoverskrifter, og nogle af de nævnte/anvendte teorier og begreber er noget, jeg i forvejen kender til fra bl.a. undervisningen (her kan især nævnes Arnbak og læsestrategierne med før-, under- og efterlæsning). I de fleste artikler findes desuden forslag til øvelser/opgaver i den konkrete undervisning.

Min oplevelse af bogen er, at den præsenterer læseren/læreren for selektivt og yderst brugbart indhold, og at den kan udgøre et støttemiddel i fremtidig praksis uanset fag. Faktisk burde man (undertegnet) overveje at anskaffe sig et privat eksemplar. (Men sådan er det tit og ofte med bøger udgivet af Dafolo - det er som regel bundsolidt og aktuelt i nutidens undervisningssammenhænge).

Undervisningspotentiale:

Læsning og skrivning i alle fag er designet til, at man som lærer kan fordybe sig i den/de få artikler, der henvender sig til det fag, man underviser i. Det videnskabelige, faglige, fagfaglige og generelt didaktiske fundament for hver artikel er lige til at tage under armen i sin videre planlægning og udførelse af undervisningen. Det kan næsten ikke blive nemmere.

Kunsten at græde i kor

"- De græder ikke. Se, de går og smiler.

- Vent nu og se, siger han opmuntrende.

- Måske er de ikke missionske? spørger jeg. Det er den eneste forklaring, jeg kan finde. Ikke alle i byen er missionske, men far plejer at sige, at det er fordi alle ikke har set livets alvor i øjnene. Når man først har det, må man uvægerligt folde hænderne. Bare far nu kan få dem til at se livets alvor i øjnene, tænker jeg."

- Kunsten at græde i kor, kapitel 3.

Forfatter: Erling Jepsen
Titel: Kunsten at græde i kor
Sidetal: 214
Forlag: Borgen 
Udgivelsesår: 2002

Synopsis:

En særlig familie fra 60'ernes Sønderjylland: En far, hvis hobby er at få andre til at græde i kor. En mor, der vrider viskestykker eller bager smørboller, når hun er usikker. En datter, der sover i seng med faren om natten, fordi hun ikke tør sige nej. Og en dreng, der lader sig slå for at hjælpe på farens humør, når han da ikke beder til Tarzan om, hvem der skal dø næste gang.

Kunsten at græde i kor er en forunderlig historie om familie, loyalitet og ansigtet udadtil - alt fortalt fra en 11-årigs skæve, men til tider rammende verdenssyn.

Min vurdering:

Kunsten at græde i kor er ulig andet, jeg nogensinde har læst (men det er jo heller ikke så besynderligt, når jeg primært holder mig til fantasygenren). Som læser kastes man ind i en ret så usædvanlig familie, som måske ikke er så usædvanlig igen taget tiden i betragtning: En far, der styrer hjemmet med hård hånd; en mor, der holder sig i baggrunden under konflikter; en datter, der ikke har så meget at skulle have sagt; og en søn, der idoliserer sin far i sand "Hvad fatter gør, er altid det rigtige"-stil. Læseren bliver hurtig opmærksom på, at der er noget grueligt galt i den familie, men gennem den 11-årige jeg-fortæller normaliseres farens handlinger, hvilket er så bizart, at det fremstår direkte morsomt. Biproduktet er en form for sympati, som man godt ved, man ikke burde have, men jeg-fortællerens uskyld og retskaffenhed hvidvasker farens handlinger og vredesudbrud på en måde, der gør bogen til noget ganske særligt. Autentisk, frygtelig og tankevækkende. Det har været noget af en litterær oplevelse for mig at se, hvordan man via en nøje tilrettelagt fortæller kan manipulere så meget med et handlingsforløb og læseren.

Undervisningspotentiale:

Som udgangspunkt er jeg ikke tilhænger af idéen med at anvende bogen i en undervisningssammenhæng. Nok indeholder den værdifulde elementer, men hverken på et dannelsesmæssigt eller danskfagligt plan kan jeg sætte fingeren på noget konkret. For mig har bogen primært udgjort et underholdningsmiddel, og skulle der være nogen danskfaglig læring at hente i et undervisningsforløb med bogen, befinder disse værdier sig på så højt et litterært plan, at det alligevel vil være irrelevant selv på 9. klassetrin.

Giv bøgerne din stemme

"Oplæsningens egentlige styrke er, at det giver oplæseren mulighed for at give en fortolkning af teksten gennem stemmeføring, betoninger, pausering, mimik og gestik [...]."

- Giv bøgerne din stemme, s. 35

Forfatter: Jens Raahauge
Titel: Giv bøgerne din stemme - Inspiration til oplæsning
Sidetal: 44
Forlag: Dansklærerforeningens Forlag
Udgivelsesår: 2013

Min vurdering:

Jeg har ikke opfattelsen af, at bogen er skrevet på et solidt fundament af teorier og kilder; tværtimod fik jeg fornemmelsen af, at bogen i høj grad er baseret på forfatterens personlige holdning og tanker - ja, nærmest som en kronik eller et essay. Men til trods for, at jeg undervejs ikke er blevet udstyret med kendskab til nye teorier og teoretikere, har bogen stadig været lærerig og fornøjelig at læse.

Med sit muntre sprog og vittige anekdoter sætter Raahauge ord på værdien i at kunne læse højt - en værdi på både personligt og fagligt plan.

Undervisningspotentiale:

Som nævnt er bogen hverken spækket med teorier, undersøgelser, teoretikere eller modeller/figurer - faktisk er der ikke meget konkret viden at tage med sig i undervisningen. Derimod vækker bogen et eller andet - et syn, en forståelse, en værdi. Som den new zealandske professor i undervisning John Hattie siger, er det vigtigt, at læreren oplyser og overbeviser eleverne om værdien i og brugbarheden af den læring, der skal opstå i undervisningen. Men for at læreren kan overbevise eleverne, skal han/hun selv kende til nævnte værdi. Og her vil jeg mene, at Giv bøgerne din stemme kan gøre en forskel, fordi den appellerer til mennesket og ikke blot videnskaben.

Intet

""Vi er nødt til at bevise for Pierre Anton at der er noget der betyder noget," var alt hvad hun sagde, men det var også nok, for med det samme vidste alle vi andre hvad der skulle gøres.

Allerede næste eftermiddag gik vi i gang."

- Intet, kapitel IV.

Forfatter: Jane Teller
Titel: Intet
Sidetal: 116
Forlag: Dansklærerforeningens Forlag
Udgivelsesår: 2000

Synopsis:

I den lille provinsby Tæring sker der ikke meget... indtil en sommer, hvor Pierre Anton, en elev i 7. klasse, vælger at gå ud af skolen, da der ikke er noget, der betyder noget. Hen over sommeren spreder han dette budskab til sine klassekammerater, der efter en tids benægtelse må indse, at der muligvis er noget sandhed bag Pierre Antons dystre livssyn. Som modsvar beslutter klassen sig for at bevise, at der findes betydning i verden, hvilket bliver starten på et år, hvor ondskab og ofring bliver en del af dagligdagen for 7.A på Tæring Skole. Men hvem må ofre mest af alle?

Min vurdering:

Intet er en bog, jeg aldrig ville have taget ned af hylden under normale omstændigheder. Omslag, synopsis og titel siger mig ikke så meget, ej heller har det virket tillokkende på mig, at størstedelen af mit stamhold læste bogen sidste år. Dog skete det, at bogens slutning blev diskuteret en dag, hvor mit praktikhold og jeg var på besøg i den klasse, vi snart skulle undervise i under praktikken. Den frygtelige slutning skabte forundring i mig, for hvad i alverden kan få en 7. klasse til at gøre noget så modbydeligt mod én af deres egne? Det måtte jeg finde ud af.

Jeg forstår nu den omtale, Intet har fået. Ikke kun er den noget for sig, men den er også forbavsende modbydelig og uhyggelig, og historien igangsætter en række tanker om livet og ungdommen, som er deprimerende og rammende. Jeg kan uden tøven erklære, at bogen er blandt de få, man (/jeg) aldrig glemmer. En spektakulær oplevelse.

En detalje, der dog for mig udgjorde et irritationsmoment, var den noget sparsommelige kommatering. Det er tydeligt, at forfatteren ikke har fulgt det grammatiske komma, og selvom jeg er bevidst om det nye komma (der dog ikke var på tale i 2000), savnede jeg i høj grad en strammere struktur i tegnsætningen. På nuværende tidspunkt er jeg ikke overbevist om, at fravalget af fast kommatering har haft til formål at udgøre et stilistisk virkemiddel.

Undervisningspotentiale:

For mig at se er Intet særdeles velegnet til danskundervisningen i udskolingen. Det kunne være en speciel oplevelse for en 7. klasse at læse og bearbejde en historie om en anden 7. klasse. Det kan styrke elevernes selvidentificering med karaktererne og historiens forløb. Tematisk set vil bogen dog være lige så egnet i 8. og 9. klasse, hvor der måske kan findes større forståelse for identitetstab og livets paradoksale sider, som karaktererne i bogen ligeså må stå ansigt til ansigt med.

Selvom indholdet uden tvivl er historiens force, er der også bemærkelsesværdige elementer på det sproglige plan. Jeg-fortælleren Agnes har det eksempelvis til vane at lave reflekterende gentagelser ved betydningsfulde steder (følgende er blot et tilfældigt udpluk): 

• "Bange, mere bange, mest bange."
• "Sejren er sød. Sejren er. Sejren."
• "Noget. Meget. Betydningen."
• "Tretten ud af tretten er tretten."
• "Dårlig muslim! Ingen muslim! Ingen!"

Disse gentagelser fremstår ofte som ordleg eller gradbøjninger, der relaterer sig til danskfaget. Det kunne være interessant at analysere denne sproglige finurlighed, magen til hvilken jeg personligt aldrig har set.

Grundlæggende er Intet et stærkt bud på en bog, der kan starte en lærerig debat om livet og dets indhold. Om grusomhed, retfærdighed, identitet, religion, blasfemi, misbrug, gruppevoldtægt, dyremishandling, familieforhold og materialisme. Alle de ofringer, der sker i bogen, kan udfoldes til en individuel debat, og derfor er bogen i mine øjne sprængfyldt med værdi - især fordi alle disse debatter er mindst lige så relevante for nutidens ungdom.

Procesorienteret litteraturpædagogik

"Den procesorienterede litteraturpædagogik opfatter den litterære læseproces som en samtale med en tekst. En samtale der på én gang forudsætter og involverer læserens forforståelse og tekstens mønstre..." 
- Procesorienteret litteraturpædagogik, kapitel 1.

Forfatter: Thomas Illum Hansen

Titel: Procesorienteret litteraturpædagogik
Sidetal: 210
Forlag: Dansklærerforeningens Forlag
Udgivelsesår: 2004

Min vurdering:

Der er ingen tvivl om, at denne bog er et godt sted at tage fat, hvis man ønsker en grundig indsigt i konceptet procesorienteret litteraturpædagogik. Emnet gribes an på intelligent vis, og forfatteren er grundig i sine forklaringer af både begreber og fremgangsmåder. 
Bogens første 60 sider indeholder en præsentation af emnet og de fagtermer, der knytter sig til det; resten af bogen forløber med eksempler på, hvordan man kunne gribe nogle udvalgte værker an. Af personlig interesse kan Kim Fupz Aakesons "De gale" og Lene Kaaberbøls "Skammerens datter" nævnes blandt de gennemarbejdede værker. I disse litterære gennemgange udpeger Hansen bl.a. bøgernes litterære værdi som undervisningsmateriale, præsenterer en lærervejledning til det enkelte værk og afslutter afsnittene med øvelser og arbejdsopgaver samt før-, under- og efter-læsningsopgaver plus en kort præsentation af den læste genres typiske kendetegn.

Sprogligt set finder jeg bogen en tand kompleks. Lange, kringlede formuleringer og en god spandfuld fagtermer har aldrig gået mig på, men når det samtidig er i forbindelse med et i forvejen lidt abstrakt emne (for mig), kan det hele godt gå uforstået hen. Jeg har i hvert fald haft behov for at genlæse visse forklaringer og skrive notater for at forstå bogens indhold. Det er desværre et minus for mig, idet en fagtekst optimalt set (i mine øjne) bør kunne forstås første gang, man læser, så der ikke er behov for en genlæsning (- tid er jo ikke ligefrem en stor ressource her på fjerde semester).
Den fattige kommatering er ligeså med til at ødelægge forståelsen, og ofte har jeg måttet genlæse sætninger for at forstå dem (irriterende!).

Afsluttende vil jeg tilkendegive, at jeg kunne være tilbøjelig til at anskaffe mig denne bog, så jeg altid kan vende tilbage, når jeg skal have opfrisket min forståelse for emnet.

Undervisningspotentiale:

"Procesorienteret litteraturpædagogik" er udviklet til lærere og ikke som et læremiddel til brug i undervisningen (af elever). Jeg vil anbefale alle sproglærere at læse (og evt. anskaffe sig) den. Bogen er solid og fundamental i præsentationen og gennemgangen af emnet, og det vil være et værk, man som lærer kan vende tilbage til flere gange - enten for at genopfriske forståelsen for selve begrebet "procesorienteret litteraturpædagogik", et af de tilhørende fagtermer eller endda for at genlæse Hansens forslag til en procesorienteret tilgang til et konkret litterært værk i undervisningen.

Smertensbarn

"Jeg gled, da jeg drejede for hurtigt om hjørnet, og før jeg vidste af det, lå jeg med munden fuld af smat og spyttede som en hund, der har sat tænderne i en rådden rotte. Forbandede vejr." 
- Smertensbarn, kapitel 1.

Forfatter: Mette Finderup
Titel: Den Grønne Ø 1: Smertensbarn
Sidetal: 264
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2012

Synopsis:

Som datter af byens høvding pålægges vikingepigen Gyrith ansvaret for at bede om Frejas velsignelse igennem årets sejdrejse. Med sit iltre temperament formår Gyrith dog langt fra at skaffe sig en velsignelse - tværtimod må hun flygte fra Asgård med en rasende gudinde i hælene. Ikke nok med, at Freja nu ønsker Gyrith død, vil hun personligt sørge for, at alle dem, Gyrith elsker og nogensinde kommer til at elske, vil blive taget fra hende.

Min vurdering:

Fra det øjeblik, jeg så Smertensbarn stå på fremvisningshylden på det lokale bibliotek, vidste jeg, at jeg måtte have fingrene i den. Titel og forside gik direkte i hjertet på mig. Og da jeg for ikke så længe siden så de tre første bøger i serien smile til mig fra Arnold Buscks fantasyafdeling, ja, så måtte jeg jo eje dem. Hjem kom de da også samme dag.

På nuværende tidspunkt er jeg nået ca. 1/3 igennem bog to (Blodvarslet), og jeg må tilstå, at jeg skammer mig lidt. Jeg begik den fejl at forvente en helt bestemt slags historie, og den har jeg ikke fået (Her kan man tale om at være gedigen klassisk fantasyfan - eller mere specifikt, vanemenneske). 
Min store svaghed er alt, hvad der minder om Josefine Ottesens og Lene Kaaberbøls bestsellers. Nu sidder jeg med en serie, der er helt sin egen, hvilket selvfølgelig er fedt, men jeg kan mærke, at jeg må tage mig sammen og indse, at der nok ikke bliver skrevet mere i stil med Skammerens datter, Dæmonernes hvisken, Sølvhesten og Ainshas historie. På den ene side gør tanken mig lidt ked af det, eftersom det virkelig er den "feeling" i nævnte serier, der ligger til inspiration for mine egne skriverier. På den anden side er jeg taknemmelig over at have fået "én over snotten", hvad min opfattelse af fantasy angår. Som (forhåbentlig) fremtidig forfatter er det vigtigt, at jeg ikke dvæler ved fortidens tendenser, men derimod imødekommer den litterære udvikling - og accepterer, at udviklingen også kan gå i flere retninger. 

For at vende tilbage til historien om vikingepigen Gyrith, så vil jeg sige, at jeg nærer stor respekt for Finderup grundet hendes valg af emne og eksperimenteren med at kombinere klassiske og moderne elementer. Jeg tror, jeg kan lære meget af at læse serien, og så håber jeg, at hun kan vise Danmarks fantasylæserskare, at der stadig kan ligge en god historie i en gammeldags verden, og at vi ikke behøver at overhale vores egen tidsalder for at blive underholdt.

For at runde afsnittet af med en mere konkret vurdering...:

• Sprogligt set befinder Finderup sig et sted, hvor hun ikke kan væltes af pinden. Det er en fornøjelse at læse en fantasybog skrevet med et sprog, der hverken fordummer eller overbebyrder læseren (antaget at læseren befinder sig i udskolingen og deromkring). Hermed ikke sagt, at der ikke kommer nogle sproglige konstruktioner, der fascinerer og belærer. Jeg har i hvert fald ikke kedet mig.
• Bogen indeholder nogle scener, der grænser op til det barbariske, og Finderup formår at få læseren til at rynke på næsen med sine lidt grænseoverskridende beskrivelser. Især en bestemt dødsscene med en fladklemt/knust krop fik det næsten til at vende sig i maven på mig. Fedt at have den effekt på læseren.
• Historien i sig selv har jeg endnu svært ved at placere. Jeg bliver nødt til at se bog et i kontekst med resten af serien for at få følingen på, hvor vi er på vej hen, idet der ikke bliver "lukket af" på samme måde som eksempelvis i slutningen af hver Skammer-bog. Nej, når man har klappet den færdiglæste bog et sammen, bliver man nødt til at samle bog to op med det samme. I mangel på andet kan jeg vel konkludere, at det er en god ting.
• Bogen vil blive anbefalet videre til folk med interesse for fantasy, omend med kommentaren, at der her er tale om en ret unik vinkel på genren, og at læseren ikke må begå samme fejl som jeg.

Undervisningspotentiale:

Det er ikke min overbevisning, at Smertensbarn befinder sig i kategorien for undervisningsegnet skønlitteratur. Som fantasy er historien en kende atypisk (som nævnt blandes der elementer fra moderne og klassisk fantasy, der resulterer i en helt ny læseroplevelse - for mig i hvert fald), og i et forløb med fantasygenren ville jeg som lærer være tilbøjelig til at falde tilbage på en af "klassikerne". Jeg kan dog se et sammenligningspotentiale, skulle man gå mere i dybden med fantasy som genre. Der er bemærkelsesværdige elementer i Smertensbarn, der springer den typiske fantasyramme, og disse kunne være interessante at drøfte med klassen for at give eleverne et andet blik på, hvordan moderne fantasy kan se ud.

Helt konkret kan bogen benyttes i forhold til Berettermodellen, mens jeg ikke ser det større potentiale i forhold til Aktanmodellen eller "harmoni-disharmoni-harmoni"/"hjem-ude-hjem"-strukturen (- den sidstnævnte kan måske anvendes over serien i sin helhed, men det er endnu umuligt at sige).

Min konklusion herpå lyder således, at Smertensbarn bør læses for fornøjelsens skyld eller som frilæsning (almen læsetræning).

Afsluttende vil jeg dog trække et par interessepunkter frem i lyset: Måden, hvorpå forfatteren anvender sin research (uden at det tager overhånd); den atypiske fremstilling af de nordiske guder; samt det anvendte (især talte) sprog i romanen.

Uddrag fra et interview med forfatteren: 

(udvalgt på baggrund af interessepunkter)

Har du researchet meget om Vikingetiden?  Er Smertensbarn en historisk roman?

Jeg har researchet en del, og jeg har haft min gamle veninde, Alex Uth, der er reenactment-viking i sin sommerferie og både har fungeret som skjoldmø og farverkone, til at læse mit manus og rette de værste svipsere. Men Smertensbarn er ikke en historisk korrekt roman. Man kan ikke læse Smertensbarn og så tro, man nu ved lige præcis, hvad der foregår i vikingetiden, for der er også meget, jeg selv finder på undervejs. Man kan måske sige, bogen er skrevet i relativ vinkingetid. Gyriths by findes for eksempel ikke i virkeligheden, og byer på lige præcis den her størrelse var virkelig sjældne, hvis de overhovedet fandtes. 

Der findes romaner, hvor de historiske detaljer fylder så meget og er så præcise, at jeg synes, det bliver en hæmsko for historien. Pludselig kan det føles, som om man ikke læser en bog, men nærmere er på museuem, og som om det er detaljerne og ikke hovedpersonen, der har været vigtigst for forfatteren.

Hvorfor snakker de så moderne i Smertensbarn? Sådan talte man da ikke i Vikingetiden?

Nej, man sagde nok ikke narrøv i Vikingetiden.  :-) Men det sjove er jo, at man heller ikke nødvendigvis sagde "Vær Hilset, Høvdingejomfu" eller '"Jeg ihukommer intet om en sådan aftale." Læserne og forfattere er bare ligesom blevet enige om, at det er 'den rigtige' måde, når man skriver fantasy eller mytiske fortællinger. 

Når jeg begynder på en roman, prøver jeg at give mig selv nogle udfordringer i skriveprocessen, og i Smertensbarn arbejder jeg en del med sproget og på bevdst at gøre det (mere) moderne. Jeg synes, det falske opstyltede sprog meget let bliver en klods om benet på personer og fortælling, og at det i det lys er bedre at gøre det tydeligt, at sproget netop ikke er autentisk i stedet for at lade, som om det er. En af pointerne i Smertensbarn er netop, at Gyrith slås med ting, som helt almindelige nutidige piger også slås med. Selvfølgelig havde man også kærestesorg og var angst eller lykkelig i vikingetiden. Og jeg tror faktisk også, at vikingepiger blev virkelig vrede og kaldte deres mor 'narrøv'. De brugte nok bare et vikingeord for det, som vi ikke længere kender til. 

Læs det fulde interview her:

http://finderup.dk/irland